Værker – Knudåge Riisager

Riisagers tidligste større orkesterværk er Ouverture til Erasmus Montanus op. 1, som blev komponeret i årene ca. 1918-1920. Ganske naturligt indsendte han værket til Dansk Koncert-Forening – datidens forum for ny dansk orkestermusik – med henblik på opførelse, men fik at vide, at det var uspilleligt. Det var derfor en stor glæde for ham, at den svenske komponist og dirigent Ture Rangström tilbød at uropføre ouverturen i Konserthuset i Göteborg den 15. oktober 1924.

Det er vanskeligt at vurdere, hvad der i ouverturen har været konkret årsag til, at værket blev afvist af Dansk Koncert-Forening. Vi kender ikke den oprindelige form, den blev indleveret i, men det kan undre, at i det mindste Peder Gram, der var Riisagers teorilærer og på det pågældende tidspunkt dirigent i foreningen, ikke har taget værket under sine vinger og fx foranlediget, at de passager, man fandt uspillelige, blev omarbejdet. Ouverturen er et så velskrevet og modent værk, at det i allerhøjeste grad burde gøre krav på at blive spillet. Men det må erindres, at Riisager selv senere, i maj 1924 – formodentlig med udsigt til at ouverturen ville blive opført i Göteborg – har følt sig foranlediget til at ominstrumentere den, måske på baggrund af studieopholdet i Paris og erfaringerne fra undervisningen der.

Interessen for Ludvig Holbergs værker havde Riisager fået vakt allerede i latinskoleårene, hvor han på Henrik Madsens Skole (det senere Skt. Jørgens Gymnasium) havde den højt ansete Holberg-forsker Th. A. Müller som lærer. Det er Müllers undervisning, der inspirerede ham til kompositionen af dette værk. Foran i autografen til ouverturen har Riisager anført to beskrivelser af værket; de er begge streget ud, men den anden bringes her:

“Ouverturen er en indledning til Holbergs ‘Erasmus Montanus’. Den giver ikke nogen egentlig skildring af personer eller handling i stykket, men er tænkt som en musikalsk fremstilling af komediens ånd. I det fredelige milieu stormer Erasmus løs.”

Ouverturen er disponeret i fire dele. Indledningen synes at fremmane en naturidyl med sit pentatont farvede obomotiv, som besvares i fløjte og piccolofløjte, og jagttonerne fra hornene. Disse sidste videreudvikles i klarinet og fløjte. Forløbet udspiller sig over et klangtæppe bestående af en treklang i strygerne med flageolettoner i første-violinerne og med nedadgående pizzicatotoner i kontrabasser. Lidt efter indføres en bred strygermelodi. Den spilles på G-strengen, og gradvis sætter det øvrige orkester ind. Efter en kulmination, hvor strygermelodien bliver fremført af trompeterne, leder et diminuendo over til en kort passage i klarinetter og fagotter med en enkel melodi, der omslutter en opadgående kvint, og endelig fører en strygerpassage tilbage til solopartierne i horn og træblæsere.

Herefter sætter hoveddelen ind – man vægrer sig ved at kalde den hovedtemadelen, eftersom der ikke følger et sidetema. Der er heller ikke tale om noget egentligt hovedtema, men derimod om en række korte melodiforløb, der udvikles og kombineres, uden at der dannes større tematiske enheder. Som indledning til og mellem flere af de korte tematiske afsnit høres hvirvlende strygerpassager, men senere intensiveres den motiviske udvikling hen imod hoveddelens afslutning. hvor der er blevet moduleret hen til subdominanttonearten C-dur. Nu begynder en art gennemføringsdel, hvor stof fra hoveddelen bliver bearbejdet i træblæserne. Løjerne når deres højdepunkt, da basunerne leverer en barok passage med glissandi. Men kort efter skifter scenen. Vi er nu i en sal, hvor der danses menuet. Optrinnet har et stiliseret præg og en virkning i sammenhængen, som kan lede tanken hen på “Allegretto mosso con grazia (quasi Menuetto)”-delen af Liszts symfoniske digtning Tasso: lamento e trionfo (1847-1854). Medens Liszts menuettema skal alludere til hoffet i Ferrara, relaterer Riisagers direkte til Erasmus: Riisager har selv udtalt: “Men hans kærlighed til Lisbed og hans sølle mangel på konsekvens måske også virkelig gør, at hans hjærte bliver rørt, og det er en værdifuld bevægelse, der foregår i ham – sejer over hans principrytteri. Dette graciøse moment er antydet ved det lille menuettema.” Efter dette korte intermezzo følger en genoptagelse af hoveddelen. Senere indtræder et højtideligt, hymneagtigt afsnit, der afbrydes af hurtige strygerløb, som leder over til codaen, hvor nogle kåde figurer i træblæserne giver mindelser om menuetdelen, hvorefter stykket bringes til afslutning.

Ouverturen har et frisk og energisk udtryk og udstråler en vis overlegenhed, som bl.a. beror på det klart disponerede forløb med stærke formale indsnit og den oplagthed, der fornemmes i motivbehandlingen, og som tillige kommer frem i instrumentationen. Ouverturen blev snart et af Riisagers mest populære værker i koncertsalen. Så vidt vides har det kun få gange været benyttet som ouverture til Holbergs komedie: det skete ved festforestillingen i anledning af Aarhus Teaters 25-års jubilæum i 1925 og ved en række forestillinger på Det Kongelige Teater i 1947. Som kuriosum kan det nævnes, at Aarhus-opførelsen foranledigede en temmelig ublid anmeldelse i Aarhusposten, hvor man bl.a. kunne læse: den “var ikke let at forstaa. Den var en Blanding af Hanegal, Tyrebrøl, Sømkasser og et forkølet Automobilhorn”, medens Demokraten fandt, at ouverturen “var en velklingende og iørefaldende, men unægtelig hypermoderne Komposition.”

Fra autografen til ouverturen Fastelavn (1930) ved vi, at Riisager oprindelig havde en forestilling om, at dette værk samt Ouverture til Erasmus Montanus, ouverturen Klods Hans (1929) og “forspillet til en dansk comoedie”, Comoedie (1930), skulle udgøre en serie orkesterstykker betegnet “Danske billeder”. På denne første indspilning af disse fire værker har man valgt at referere til denne fællestitel, selv om Riisager altså senere ikke holdt fast ved den. På cd’en er de to sidstnævnte værker byttet om.

Kendetegnende for kompositionerne er den ekvilibristiske orkesterstil, som på humørfyldt og underholdende måde fremmaner situationer og stemninger. Det er værker, som til fulde viser Riisager som det “musikalske legebarn”, han formodentlig selv ønskede at være, og de vidner om hans glæde ved at bruge orkestrets muligheder med bl.a. udstrakt benyttelse af solopassager. I disse orkesterværker genfinder man i det hele taget en række karakteristiske Riisager-træk: den kalejdoskopiske motiv- og temabehandling, de mange uformidlede overgange fra én toneart til en anden, betoningen af det høje leje i violinerne, bitonaliteten og de skarpe sekundsammen-stød ligeledes i højt leje.

Klods Hans op. 18 er slutdateret den 17. juli 1929 og blev uropført af Statsradiofoniens Symfoniorkester med Launy Grøndahl som dirigent på 125-årsdagen for H.C. Andersens fødsel, den 2. april 1930. Ligesom det var tilfældet med Ouverture til Erasmus Montanus, betoner Riisager, at der her ikke er tale om programmusik: “Ouverturen er tænkt som en fri fantasi over den danske knøs, der over skrævs på sin gedebuk farer tværs gennem fornemt vigtigmageri og indbildt fordom. Med handlingen i H.C. Andersens eventyr har stykket således ingen forbindelse.” Når man lytter til Klods Hans kan det undre, at der ikke foreligger en eller anden form for handlingsbeskrivelse, for værket indeholder adskillige passager af udpræget illustrativ karakter. Men det er altså det karaktermæssige, selve idéen, Riisager har søgt at fastholde.

Fastelavn op. 20 er dateret den 10. juni 1930 og blev uropført den 7. marts 1932 ved en koncert arrangeret af Det unge Tonekunstnerselskab i Odd Fellow-Palæets store Sal. Dirigent var Peder Gram. Ouverturen er tilegnet “gavstrikkerne og alle de sjove piger i København”. I en beskrivelse af værket, som findes i autografen – men som Riisager ikke har ønsket skulle med i den trykte udgave – hedder det: “‘Fastelavn’ er det musikalske udtryk for den danske fastelavn, der endnu hos os har en rest af middelalderens primitive kådhed og ubekymrede slåen til skaglerne. Det er ikke sydens karneval men et københavnsk gadebillede fra i dag med drengenes papnæser og raslebøsser og sang i gårdene i fars vendte trøje og mors slidte nederdel, med katten af tønden og risen op for boller. Disse bemærkninger er ikke noget program for stykket, men kun en almindelig vejledning for et publikum, der måske – og forgæves – venter associationer om traditionelle karnevalsfigurer, pierretters dans og harlekiners klagesuk.” Fastelavn er en slags tour de force for orkestret, kun afbrudt af mellemdelen, hvor den gamle fastelavnssang “Kan du gætte, hvem jeg er” intoneres. Melodien, som også kendes fra sangen “Ved vejen lå et hus”, bliver behandlet yderst opfindsomt, og i genoptagelsen af hoveddelen spiller den også en rolle.

Comoedie op. 21, som er færdigkomponeret 10. november 1930, har ligeledes et stærkt virtuost tilsnit, og over lange stræk har værket præg af en regulær koncert for orkester. Dette gør sig gældende fx i et længere afsnit, som indledes af en fagotsolo, hvis melodi overtages og imiteres af træblæserne en efter en. Efter at have været fremført af det fulde træblæser- og strygerkorps imiteres temaet i strygerne i en kort femstemmig sats. Men Riisager forholder sig frit til traditionen, afbryder den strenge sats og lader en langt mere fri behandling af temaet sætte ind. Riisager tilegnede Comoedie dirigenten og komponisten Emil Reesen, som stod i spidsen for Statsradiofoniens Symfoniorkester ved uropførelsen den 1. februar 1934.

Den 1. juni 1925 fuldendte Riisager sin 1. symfoni, som fik opustallet 8. Værket, der er utrykt, er tilegnet mindet om Riisagers far, som døde i 1919. Symfonien er i tre satser, hvoraf den første er tredelt med reprise. Dette kunne lede til den formodning, at der var tale om en mere eller mindre traditionel sonatesatsform; men det påfaldende ved opbygningen af førstesatsen er netop, at der ingen tonal forskel er på eksposition og reprise. Reprisen har fået tilføjet en coda samt nogle små – men markante – ændringer af et af temaerne fra sidetemadelen, men til gengæld er der i en længere passage i reprisen foretaget ombytninger mellem de forskellige instrumentgrupper i forhold til ekspositionen således, at fx musikalsk materiale fra strygerne er lagt op i træblæserne, som så til gengæld har afgivet deres stof til strygerne. At der i reprisen ikke findes udligning af nogen tonal spænding i ekspositionen, betyder, at satsen ikke opfylder det mest grundlæggende “krav” til en sonatesatsform. Den kan dermed muligvis ses som et udtryk for Riisagers despekt for sonateformsprincippet som en udpræget germansk formtype, og han har følgelig valgt at lade rent instrumentationsmæssige forhold udgøre en af de væsentligste forskelle på de to satsdele. På dette punkt lægger Riisager sig tæt op ad periodens franske symfonik, hvor det melodiske element og instrumentationen havde høj prioritet, og hvor sonatesatsformen var ugleset. Efter Første Verdenskrig blev denne antigermanske holdning i Frankrig i øvrigt forstærket.

Det tematisk/motiviske spiller en stor rolle i symfonien. Der åbnes med et stigende firtonigt trompetmotiv, som straks bliver udviklet i to faser, hvor toneomfanget stadig forøges. Udviklingen af motivet fortsætter satsen gennem, og hvad der må påkalde sig opmærksomhed er, at andensatsens hovedtema præsenteres i codaen i første sats – som en klar udvikling af førstesatsens hovedtema, som det danner modstemme til – unægtelig en atypisk disposition! Et raffinement indtræder få takter inde i førstesatsen: her indføres begyndelsen af børnesangen Ruder Es (“Ritsch-ratsch”) i solofløjten. I værkets slutning vender et lille fragment af melodien tilbage i trompeterne, hvor det går over i gjaldende små sekunder, som i øvrigt peger tilbage på den voldsomme indledning til finalen – en indledning, som udgøres af en slags lydmønstre af gentagne små sekunder i strygere i ff.

Der foregår desuden en sammenbinding af symfoniens satser ved hjælp af temaerne. Riisager har formodentlig været sig bevidst, at han ved at bryde med nogle afgørende satsprincipper i symfoniformen og ved at lade temaer gå igen i flere satser lagde sig tæt op ad den franske symfonitradition. Desuden er trangen til at forenkle og strukturere den musikalske sats mere stramt en del af den almindelige udvikling efter verdenskrigen og som sådan i overensstemmelse med den franske komponistgruppe Les six‘s antiimpressionistiske bestræbelser.

Symfonien blev uropført i Tivolis Koncertsal den 17. juli 1926 under ledelse af Frederik Schnedler-Petersen. Anmeldelserne var blandede. I Berlingske Tidende lod anmelderen forstå, at man havde ventet et ultraradikalt værk, men at det ikke var “mere kras i sin Modernisme, end at et trænet Nutidsøre let kunde [finde] Vej og Sti.” Anmelderen fandt dog, at tematikken sine steder manglede originalitet i sin afhængighed af Stravinsky og Puccini. I sin dybtgående behandling af symfonien i Nationaltidende mindede Gunnar Hauch om de tidligere værkers “Absint-Reminiscenser fra Montmartre”, men i symfonien fandt han, at Riisager var på vej fremad. Hauch konstaterede også Stravinsky- og Puccini-træk i værket foruden mindelser om Wagner. “Derimod meget lidt Carl Nielsen, hvem unge danske Komponister ellers øser rigeligt af.” Også Politikens Hugo Seligmann betonede Riisagers afstandtagen fra Carl Nielsen: “I sin Iver for at reagere mod det, der er oppe i hans Fædreland, har han selv skiftet Fædreland.” Og Seligmanns dom over værket var hård: “Naar Stykket er til ende, er man lige vidt og lige klog.” Der manglede slet og ret tematisk bærekraft og udvikling af det tematiske.

Anmeldelserne viser, at symfonien føltes som en fremmed fugl i samtidens danske musik. Det har næppe skuffet Riisager. Med sin 1. symfoni havde han nemlig ikke blot leveret et musikalsk svendestykke i den store form, han havde tillige formået at sætte sit klare præg på det indholdsmæssige. Nok bevægede han sig i den mest germanske og traditionsbelastede af alle orkesterformer, men han havde ikke ladet sig iføre nogen spændetrøje. Tværtimod lod han som nævnt hånt om flere grundlæggende regler for symfoniens opbygning og lod sin stærkt personlige instrumentbehandling signalere en bevægelse bort fra tysk musik.

Skrevet af Claus Røllum-Larsen, seniorforsker Ph.D. ved Det Kongelige Bibliotek

Værkfortegnelse

Balletmusik

Benzin
Cocktails-Party op. 19
Stævnemødet
Qarrtsiluni
Tolv med Posten op. 37
Slaraffenland
Fugl Phønix op. 44
Etudes
Månerenen op. 57
Stjærner op. 58
Les Victoires de l’Amour
Fruen fra havet op. 59
Galla-Variationer (grand pas de deux)
Ballet Royal op. 64
Galla-Variationer (grand pas de deux) (for mindre ork.)
Svinedrengen

Skuespilmusik

Darduse op.32
Niels Ebbesen (1945)
Melampe
Pilatus
Ejendommen Mtr. Nr. 267 Østre Kvarter
De usynlige
Mascarade
Hagbarth og Signe

Opera

Susanne op. 49

Revymusik

Finale (Byens Larm)

Filmmusik

Cement
Copenhagen

Orkesterværker

Se Claus Røllum-Larsens bog, 2. bind side 768.

Andre kompositioner

Se Claus Røllum-Larsens bog, 2. bind side 768.

Kammermusik

Se Claus Røllum-Larsens bog, 2. bind side 768 og 769.

Klavermusik

Se Claus Røllum-Larsens bog, 2. bind side 769.

Klokkespil

Klokkespil til Frederiksberg Rådhus.

Sange

Se Claus Røllum-Larsens bog, 2. bind side 769 og 770.