Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth & Co, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.
Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive et studieophold i Paris i 1923, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riisager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920’erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så opviser kompositionerne fra årene op til midten af 1930’erne foruden indflydelse fra franskmændene Roussel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honegger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.
Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra ca. 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème mécanique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådan et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.
Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og den opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930’erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni – også med Riisagers musik. Skønt han i 1930’erne og 40’erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.
Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix, og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). [“Der er digtet videre over det givne tematiske materiale, og arbejdet hermed har i virkeligheden været nok så omfattende som at skrive ny musik helt forfra. Men det har været ubetinget morsomt at leve sig ind i denne verden, under den særlige synsvinkel: på den ene side at respektere den ro og klarhed etuderne ånder, og så alligevel at føre dem op til vor egen tid, så vidt dette nu var forenligt med det første hensyn”]. (Skrevet af Knudåge Riisager i 1947) (side 520: Claus Røllum-Larsen, bog 2 om Knudåge Riisager).
Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (fx Ottorino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinnenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.
I 1920’erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik’. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening – en post han beholdt i 25 år.
Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og ~løsning gjorde ham til et selvskrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.
Efter at have færdiggjort Etude gik Riisager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 – i forbindelse med Riisagers 60-årsdag – gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive balletmusikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950’erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cullberg, dels Månerenen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metropolitan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon komponeret 1972.
Knudåge Riisager forenede et fuldtidsarbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knudåge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.
Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.
Skrevet af Claus Røllum-Larsen, seniorforsker Ph.D. ved Det Kongelige Bibliotek.
Født
Født den 6. marts 1897 i Port Kunda, Estland. Forældre: Ingeniør Henrik Emil Riisager og Henrikke Riisager.
Død
Død den 26. december 1974 på Frederiksberg.
Familie
Gift med malerinden Åse Riisager. Sammen fik de to børn, Torben og Elsebet.
Uddannelse
Cand. polit. Private studier i musikteori, samt studier i Paris, hvor han studerede komposition og instrumentation.
Komponistdebut
1919 – Strygekvartet nr. 1.
Øvrig beskæftigelse
1939-50 kontorchef i Finansministeriet
1937-62 formand for Dansk Komponist Forening
1956-67 direktør/rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.